Vores eget ego kan være den største risiko for at vores forretning går i stå. Ego er en fjende af forretningsudvikling, fordi den går ind og lader følelser overtage fornuften. Det er nemlig så let at forelske sig i visionen om sig selv.

I bunden af artiklen finder du 5 råd at efterleve, for at lægge dit ego på hylden og styrke din forretning. Men først skal vi se lidt på hvad ego er og hvordan det kan spænde ben for din personlige udvikling og forretning.

Ego er din fjende

Vi har en tendens til at tænke at ego betyder selvtillid. Et stort ego skal vises ved masser af selvtillid. Men faktisk betyder det ofte det modsatte. En kompensation for selvtillid, der kommer til at tage form af praleri. 

Dit ego har taget over hvis du tænker:

  • Jeg er iværksætter fordi jeg tør stå på egne ben imens andre er lønslaver
  • Jeg er succesfuld fordi jeg har kunder og har vækst lige nu
  • Jeg er rig fordi jeg har tjent penge
  • Jeg er speciel fordi jeg har talent
  • Jeg er vigtig fordi jeg får ros

Vær mindre og gør mere

Hvis du vil have succes i dag, er du nødsaget til at fortælle historier, der sælger dit arbejde eller talent. Men det er let at blive fanget i det limbo det er, at modtage ros for ens eget narrativ, men på den anden side have vores tvivl, om vi kan leve op til denne fortælling. Vores fiktion bliver til virkelighed uden at vi behøver at leve op til den.

Succesfulde mennesker er i stand til at ignorere den fristelse det er, at føle sig vigtig. Hvis du gør dit arbejde godt, har du ikke brug for at fake det. For rosen vil komme af sig selv. Det er med andre ord bedre at være mindre og gøre mere.

Er du lydhør overfor kritik?

Problemet med at opsøge at få ros for vores egen story telling er, at vi ikke længere er modtagelige for kritik. Fordi det løfter sløret for vores egen tvivl eller usikkerhed.

Lad mig give et eksempel. For nylig havde vi en kunde. En kunde, der er førende inden for sit felt, men som mangler eksponering. Han har fået en ny webside, der er top professionel og nu vil han gerne have gang i sin link building og content marketing for at øge sin online synlighed. Som en del af strategien vil han gerne samarbejde med andre grene af faget for at skabe et netværk af links, der kan komme alle til fordel. Specielt de mindre virksomheder, som vi kontaktede på vegne af ham, fordi de vil blive koblet sammen med landets førende inden for deres branche og dermed uundgåeligt øge deres egen synlighed og salg samtidig.

Alligevel skete det en enkelt gang at en af disse virksomhedsejere sagde nej. Det ville han ikke have. Faktisk havde de truffet en beslutning i virksomheden, sagde han om ikke at deltage i noget som helst på nettet.

Det var ganske tydeligt at han ikke anede hvad det handlede om. Link building var et fremmedord, og i stedet for at forsøge at forstå, hvad det går ud på og hvorfor det ville have værdi for ham, afviser han alt. Han føler sig dum, fordi han ikke forstår det og ved at forsøge at forklare ham det træder jeg på hans ego.

Det er ubehageligt at føle at man ikke ved noget. Men vi begår fejlen at tro at vi burde vide alting. Som virksomhedsejer burde erfaring have lært os at man sjældent ved det hele. Mange ting lærer man undervejs eller outsourcer og det er okay. Hvis ikke du hver dag opdager ting, du ikke vidste, så er du ikke under udvikling. Det burde være et led for alle, hele tiden at udforske de områder, som vi kan blive bedre til.

Uheldigvis spænder vi ben for denne udvikling, når vi lader ego overtage, fordi vi føler os dumme. Så lukker vi af. Vi bliver tykpandede og træffer beslutningen om, at det vi har nu er godt nok og vi behøver ikke at foretage os mere, lære mere, eller gøre mere. Fordi det ville betyde at træde ind på ukendt territorie. Og så stopper udviklingen og vi bliver aldrig bedre. Det er ærgerligt, når nu denne beslutning er truffet på baggrund af frygt og ikke andet.

Øv dig i denne sætning:

”Det kender jeg ikke så meget til, vil du sætte mig hurtigt ind i det?”

Gør det til din styrke at tænke på dig selv, som en studerende i livet, der stadig har mange ting at lære. Hvis du aktivt tilgår livet med et åbent sind og en nysgerrighed, som et studie, vil din udviklingen altid fortsætte og dine kompetencer blive flere og flere. Lad være med at bilde dig ind at du er et færdigt produkt, der ikke kan lære mere og som har regnet alting ud og aldrig kan blive bedre. Vi kan altid lære noget nyt og blive bedre. Det gælder i forretningssammenhænge, såvel som mennesker .

5 regler der styrker din forretning og samtidig svækker dit ego

For at undgå at dit ego overtager dine følelser og din virksomheds udvikling, kan du derfor forsøge at efterleve følgende regler:

Undgå at tage dig selv for højtideligt. Især hvis du får succes. Det er okay at fejre at din drøm lykkes, men ego overtager, når du har behov for at alle skal bemærke din succes og hylde dig for det. Og hvis du føler, at nu kan du læne dig tilbage og ikke gøre mere.

Vær en studerende
Selvom der er mange ting du kan, er der altid nyt at lære og elementer, som du kan forbedre. Vedligehold din nysgerrighed og glæde ved at lære. For dermed bevarer du en naturlig udvikling i din virksomhed. Vigtigere endnu, skal du være modtagelig for feedback. Lyt til andres perspektiv og se om du kan bruge det. Tag det ikke personligt at nogen har en mening.

Jagt formål frem for passion
Din virksomhed kan være udsprunget af passion, men passion brænder ud. Især når man opdager alle de praktiske elementer der følger med, for at få ens produkt til at fungere på et marked. Derfor er det vigtigt at have øje på formålet med din forretning og ikke jagte en drøm eller vision, fordi den plejer det billede du har af dig selv og den du gerne vil være.

Se opad
Enhver bør have en mester at se op til og en lærling at lære fra sig. På den måde lærer du både at formidle din viden til nogen, som stiller spørgsmål og du lærer at modtage læring fra nogen, der ved mere end dig. Det gør dig både refleksiv og ydmyg og det er en god kombination for hele tiden at blive bedre, uden at dit ego stopper dig.

Invester i dig selv ikke dit ego
Når du arbejder så tænk på at det er en investering i dig og din fremtid. Det skal ikke motiveres af at det skal se godt ud overfor andre. Dit drive skal med andre ord komme indefra, ikke fra andres ros, der belønner dit ego. Dit arbejde stopper nemlig ikke når nogen synes at du har succes, eller misunder dig for det du har.
Dit arbejde og dine bedrifter i livet, bør altid være motiveret af, at de kan bidrage til din personlige udvikling.